Bliv sanger i Godthaabskoret

Godthaabskoret søger løbende nye sangere, så hvis du har en god sangstemme, evt. sunget før, og har lyst til at synge i et seriøst arbejdende amatørkor, er Godthaabskoret måske noget for dig.

Optagelse
Godthaabskoret holder løbende optagelsesprøve for nye sangere.
Det er ikke et krav at du kan synge fra bladet, men sangere med et vist nodekendskab og et godt gehør foretrækkes!
Desuden forventes en god mødedisciplin til øvegangene, som er hver mandag aften fra 19.30 - 22.00 i Godthaabskirken på Frederiksberg. 
Hvis du har lyst til at blive medlem af Godthaabskoret, kan du anmode om at komme til optagelsesprøve ved at skrive en mail til: godthaabskoret@yahoo.dk

Repertoire
Repertoiret er klassisk i bred forstand. Der er en vis vægt på nyere klassisk kormusik, f.eks. af komponister som Morten Lauridsen, Eric Whitacre, Ola Gjeilo og Arvo Pärt. Det romantiske og folkelige skandinaviske islæt, repræsenteret ved komponister som Wilhelm Stenhammer, Carl Nielsen og Hugo Alfvén, er også tilbagevendende. Desuden har korets dirigent Flemming Jensen ofte også egne nye kompositioner med på repertoiret. 
Læs mere om
repertoiret

Rejser og ture
Korrejser/korture er en del af Godthaabskorets aktiviteter. Ca. hvert tredie år tager koret på en koncerttur nogle dage, som regel til en større Europæisk by. Turen er bl.a. gået til Verona, Lissabon, Berlin og Prag. 

Korlørdage
2 gange årligt holder Godthaabskoret en korlørdag, hvor vi bruger en hel dag på sang og stemmetræning. Hver gang har vi en kor-coach på i nogle timer, som arbejder med stemmebrug, dynamik, egalitet o.l.

Gennem tiden har vi haft besøg af Jon Hollesen, Phillip Faber, John Høybye, Helga Svensson, Gorm Larsen og flere andre.